Fritid og interesser
I min fritid dyrker jeg gymnastik og dans. Jeg går på ynglingeholdet i Holstebro, hvor vi træner hver torsdag. Her arbejder vi med forskellige dansestilarter og forbereder opvisninger, som skal vises i foråret. Derudover er jeg medtræner for et 0. klasses hold i spring og rytme i Mejdal-Halgård, hvor vi træner hver onsdag. Træningen har jeg sammen med min veninde, og her arbejder vi også frem mod en mindre opvisning til foråret.
Jeg har dyrket gymnastik i cirka seks år. Jeg startede på et lokalt hold i VGF, hvorefter jeg begyndte på juniorholdet i Holstebro, hvor jeg gik indtil mit år på efterskole. Efter efterskolen deltog jeg i udtagelser på forskellige hold, men blev herefter en del af ynglingeholdet, som jeg i dag er meget glad for at være en del af.
Derudover bruger jeg meget tid sammen med min familie, som betyder meget for mig. Vi er meget tætte og prioriterer tid sammen, eksempelvis ved at se film eller spille spil. Min søster er min bedste veninde, og vi deler mange interesser. Vi går blandt andet på samme gymnastikhold, hvilket jeg sætter stor pris på. Mine forældre betyder også meget for mig, da de er der for mig igennem alt.
Jeg prioriterer også tid sammen med mine veninder, både fra efterskolen, gymnastikken og gymnasiet. Jeg sætter stor pris på mine venner og veninder og nyder at tilbringe tid sammen med dem, hvad enten det er til fester, byen, shopping eller hyggelige aftener.